Grafiske scenarie workshops

Om projektet

Aktiviteter

Støtte til en diabetikers hverdag

Der søges en metode til at idegenerere konkrete forslag til, hvordan hverdagen kan gøres lettere for en diabetiker f.eks. mht. it og online værktøjer samt hvordan disse ses i forhold til Sundhedscenteret.

Grafisk facilitering er et kendt begreb i kreativt idearbejde, men det er så vidt vides nyt at bruge denne metode i en workshop omkring diabetikeres hverdag. Brug af metoden skete ud fra hypotesen at idegenereringen kvalificeres ved at fange diskussionen med tegning. Brugerinddragelse sker omkring et fælles tegneprojekt - og dermed motiveres deltagerne til at tage ejerskab for ideerne. Samtidigt tillader scenariearbejde med fiktive personer, at det er "ufarligt" at byde ind.

(klik på billedet for en større version)

2 forskellige scenarier med beskrivelse af en fiktiv diabetikers hverdag og vaner i nutiden og i fremtiden blev fremstillet ud fra projektgruppens forforståelse for domænet.
Diabetikere (evt. i selskab med pårørende) blev inviteret til en aftensworkshop igennem annoncer i lokalavis samt sundhedscenterets diabetesrehabiliteringshold.
Der blev afholdt 2 workshops med deltagelse fra henholdsvis 5 og 4 borgere. De samme scenarier blev brugt som udgangspunkt på begge workshops.
Scenarierne læses op og tegnes samtidigt på en stor planche på bordet i midten af forsamlingen. Scenarierne omhandler fiktive personer.
Brugerne inddrages løbende (og overtager til tider scenarieskrivningen, hvis de har lyst) så alle ideer, der bringes ind i scenarierne, først spejles i deltagernes egen hverdag. Brugerne kommer således med input til scenarierne og kommenterer på vaner og ideer.
Til sidst i workshoppen samles i fællesskab op på de overordnede temaer, der har været i diskussionerne, og disse prioriteres ud fra borgernes subjektive vurdering.

Begge workshops gav et stort udbytte for projektgruppen, men på to vidt forskellige planer. Den første workshop var lidt af en øjenåbner i forhold til at blive mindet om den store forskel der er på vores (akademiske) tankegang og tankegangen hos den store del af type-2 diabetikerne, som lidt unuanceret kan betegnes som ”b-holdet”. F.eks. var det meget få tiltag som deltagerne på den første workshop havde gjort på egen hånd for at skaffe information om diabetes. Hvis ikke deres praktiserende læge havde givet de rigtige oplysninger om muligheder for patientkursus osv., mente deltagerne ikke der var mere at gøre ved det, og de havde ikke selv søgt information f.eks. på nettet.

Brugerne på den anden workshop var (ved et heldigt tilfælde) en hel anden type personer, som tog større ansvar selv og lagde vægt på ønsket om i så høj grad som muligt at være uafhængig af det etablerede sundhedssystem.

I den første workshop holdt vi os til den oprindelige plan med at fremlægge vores ideer i scenarierne og så diskutere på den baggrund. I den anden workshop lod vi vores egne ideer ligge og lod i stedet patienterne formulere løsninger i scenarierne. Borgernes egne ideer var dog i høj grad sammenfaldende med de emner, vores oprindelige scenarier ville have bragt på banen.

En væsentlig læring udsprang af den udtalte forskellighed mellem de to grupper i forhold til ansvar for sig selv og forhold til autoriteter (f.eks. praksislæge). Højteknologiske løsningsforslag kan nemt komme til at fokusere på a-holdet alene, selvom det samfundsøkonomisk ville give større effekt at hjælpe b-holdet.

Det har også stor betydning for diabetikeres prioritering af emner, hvor langt de er i forløbet både i forhold til diagnose, selverkendelse og omlægning af livsstil. Nyligt diagnosticerede diabetikere lægger fokus på deres behov for information og viden omkring sygdommen og de offentlige tilbud til patienterne.

I forhold til rekruttering af borgere til workshops er det en rigtig god ide også at invitere ægtefælle/familiemedlem. Det ser ud til at det bliver nemmere for mange folk at afsætte tid, når det er en fælles aktivitet.